"Tro er Fast Tillid til det, man Håber, Overbevisning og ting, man ikke Ser."

 

 

  Når vi vedblivende Taler Guds Løfter ud midt i de synlige omstændigheder i Tro på det usynlige, som Gud har Lovet, og som vi derfor kan Tro på allerede ligger fuldt ud Færdigt og Klar et sted i en Højere Dimension,

om det så er Helbredelse, Renselse, Økonomisk Vækst, Vækkelse, Frelse af vore nærmeste.........Gud har lovet at meget allerede er rede, bl.a. i Trostegnene,

  så kan vi have en sikker Overbevisning, et Håb om at vi vil se det ske.

 

  Dette er den Tro, der nævnes i Hebræerbrevet, 11:1.

 

 

Her vil Hebræerbrevets forfatter oplyse os om at når vi, Guds Retfærdige, skal Leve, så skal vi gøre det ved hjælp af Tro, nemlig det at bruge vores evne til at forestille os ting, vi endnu ikke kan se, fylde vores fantasi med billeder af Guds løfter, hvorved vi skaber, hvad Guds Ord nævner. Det ligger alt sammen klar til os i det skjulte. lige somvi efterhånden ved at lægger vi et frø i jorden, for eksempel et sennepsfrø, så kommer der en plante ud af det. Når vi har set frugten en gang, så ser vi billedet for os, næste gang vi sår et nyt frø.

 

  Vi ved ikke, hvordan billedet af Guds Færdige Skaberværk ser ud, men vi må tro på  hans beskrivelser, når vi sår nye ønsker efter Hans Ord. Ikke tvivle eller sige:"Dette er uvirkeligt. Det er umuligt."

  Intet er umuligt for Gud ,--og Trosheltene, som vi skal mindes her, de gik ud i det uvisse i Tro.

 

I dag ser vi mange af de færdige skaberværker, som Gud har virkeliggjort på grund af deres udholdenhed i Tro og deres Vilje til at Se og Tale om det Usynlige, Som Om Det Allerede Var.

 

  Bl.a. er Israel som jødernes land jo et resultat af israelitternes århundredlange vandring mod Det Forjættede Land, deres kamp for at indtage det på Herrens Befaling og derefter deres evige tilbagevenden dertil fra fremmed fangenskab. Denne gang studser verden, fordi jøder vender Hjem efter ikke blot et par ¨r i Babylon, men efter to årtusinder spredt for alle verdenshjørner.

 

  Hebræerbrevet Kapitel 1, vers 1-14 lægges der ud med at Jesus er Guds Søn. Altså ikke blot en from, ung mand, en forlængst afdød, vis profet fra det gamle Israel.

Jesus er arving til alle ting og det er ham, gennem hvem Gud har dannet alle tings ordninger.

  D.v.s. Jesus er helt godt kendt med, hvordan du og jeg og hele skaberværket fungerer; Han har selv dannet det efter Guds Anvisninger.

 

  Selv er Jesus genskæret af Guds Herlighed og Det Nøjagtige Udtryk for Selve Hans Væsen.

  ......Husker du at du er  født påny i det samme billede? kan du med dine guddommelige forestillingsevner Se det for dig?......Kan du Tro det og Leve af det???

 

  Han opholder alle ting ved hans Krafts Ord.

Det er det samme vi skal gøre efter at have skabt det fuldkomne her i denne virkelighed efter det usynlige billede, han altid holder os for øje, lige som da mennesker byggede Templet efter Guds Anvisninger, skal vi realisere vores eget, indre tempel i Ånd og Sandhed efter den Indre Stemme, der allerede taler til os  ved den samme Skaberkraft.

  Efter at Jesus var død og opstået for at rense os for vores synder, satte han sig ved Guds Højre Hånd i Det Høje.

  Han er højere end alle engle og har arvet et Navn, der er større end deres.

 

  Et Navn, i hebræisk betydning, indeholder det fulde potentiale af, hvem man er.

  Derfor må Jesus virkelig have overtaget Al Magt I Himlen Og På Jorden, siden han nu sidder ved Guds Højre Hånd på en plads ved Hans Side, i nøjagtig lighed med Guds Væsen.

Vi kan regne med at har vi jesus med os, er vi kristne og så er vi under beskyttelse af Den Stærkeste Kraft.

 

  Som Gud har sagt til Jesus, har han også sagt til hver af os, da han tog imod os:"Du er min søn/datter. Jeg er i dag blevet din Fader."

 

  Til Jesus har han sagt:"Dit Riges Scepter er Retfærdighedens Scepter." Derfor er også vores tegn på vor regeringsmagt i Guds Rige, : Hans Retfærdighed, som vi har lært at vi har arvet på lige fod med Jesus. Vi er Konger med Ham og skal regere med Retfærdighed, d.v.s.: Da vi selv har fået tilskrevet Hans Retfærdighed ved Tro og ikke ved Lovgerninger, skal vi tildele Nåden og Retfærdigheden på samme måde til enhver, der vil modtage den frit.

  Tillige får vi at vide at Gud har udsendt sine engle til at tjene os,der skal arve frelse.

  Vi er ikke alene. Gud er med os, både ved sin ånd og ved sine engle.

Og nogen er heldige at støde på andre troende et par gange i livet, så man kan arbejde i en stærk enhed på Guds Plan.

 

  Kapitel 2 leder os til eftertanke at vi ikke må tage let på dette brev. For når de gamle troskæmper kunne vente straf for at overtræde Loven, hvor meget mere vil vi ikke stå til en alvorlig påtale fra vores Far, hvos vi ikke tager imod denne utroligt dyrebare Gave, som Frelsen er.

  Ydermere er dette bevidnet af Jesu venner, samt stadfæstet af tegn, undere og Helligåndens Udgydelse.

 

  Jesus skammer sig ikke over at kalde sig vores Bror over for sin Far, Gud.

  .....Forstår du at vores jordiske familie stadig skammer sig over os, efter at Jesus har taget os til sig som sine jævnbyrdige søskende og medarvinger?

 

  Som Paulus siger:"Jeg skammer mig ikke over Evangeliet om Jesus Kristus, for det er Kraften til Frelse for dem, som Tror."

 

  Fra vers 14 hører vi at da vi, Guds Børn, er af kød og blod, måtte Jesus, for at kunne være en fuldgyldig stedfortræder, gennemleve et liv som vores på jorden, lide smerte, så han kunne føle med os i vores prøvelser og lidelser hernede.

 

  Det var altså ikke, som nogen tror, hans hensigt at vise de mest udholdende asketer og selvretfærdige, hvordan man bliver en lille smule mere følelseskold, så man kan ignorere sin egen og andres smerte og lettere overvinde verden.

 

  Det ville være at springe over et meget lavt gærde. Det er ikke der, Jesus står klar og frelser syndere og gør dem til Universarvinger af Sit Rige.

 

  Her i vers 18 står der at i kraft af det, han selv led under prøvelser, kan han komme dem til hjælp, som stilles på prøve.

 

  Der står ikke, at han sætter grænser ved, hvem han vil nedlade sig til at hjælpe, eller hvor stor en prøve, han vil hjælpe os gennem.

  Der står at han gennem sine egne lidelser er blevet opmærksom på, hvordan han bedst kan hjælpe dig og mig.

 

 Han er en værdig Ypperstepræst til at overtage soningen af menneskets synder, lige som Ypperstepræsten i det gamle Israel en gang om året dækkede folkets og sine egne synder med blod fra et rent og fejlfrit lam.

 

  Vi må ikke vende vore hjerter bort fra denne frelsesordning, så vi ikke får lov til at gå ind til Guds Hvile, som de israelitter, Gud væmmedes ved, fordi de manglede Tro.

 

  Ikke fordi de syndede, for det var jo netop det, både det gamle og det nye præstedømme blev til for at sone.

Men fordi de ikke havde Tro til at omvende sig.

 

  De der måtte blive i ørkene, da Moses endelig havde ført folket til Det Forjættede Land, var heller ikke efterladt på grund af specielt mange Lovbrud, men på grund af deres vantro:

  De frygtede landets befolkning, kæmperne, i stedet for at gå frimodigt ind og indtage det i Glæde over Landets Frugtbarhed, : Det Flød Med Mælk Og Honning.

 

  Således er Frelsen nu endnu mere værdifuld i forhold til omstændigheder og prøvelser.

 

  Kapitel 4 taler om denne, sidste Sabbatshvile, som vi kan gå ind til nu, når vi tager imod hans Løfter i Tro og ikke forhærder vores hjerter ved at tvivle på Guds Løfter og hans evner her 4-5000 år efter til stadig at føre mennesker ind i Det Forjættede Land.

 

Hvilen er den Guds Retfærdighed, der sætter os fri fra at skulle gøre os fortjent til at gå ind i Guds Rige.

Vi skal kunne se den Port, der står åben for enhver:

  Frelsens, Nådens Port.

 

  Den indebærer også at vi ikke længere har grund til at frygte for nu har Gud indtaget landet ved Jesu arbejde og vi skal ikke kæmpe imod filistre eller nedbryde Jerikos mure en gang til. Jesus har besejret den ondes magt.

  Den onde er stadig til, men kun for en tid og ganske uskadelig i forhold til, hvad han var, før Jesus kom.

 

  Det er meget nemmere for os i dag. Vil vi tage imod? Vi bliver ikke helte af det, for det er så ufarligt og ukrævende at det er meget børnevenligt at gå ind ad Frelsens og Nådens Port.

 

  Guds Ord gennemtrænger marv og ben og blotlægger alt skjult i os.

  I vers 12 får vi en brændende lyst til at forny vort sind, at lade det rense i Lammets Blod, så vi bliver rene og hvidere end sne.

  Kong David sagde åbenhjertigt, ærligt og ydmygt til Gud:"Ransag mit Hjerte......!"

  Vers 13 minder os om at det er denne mægtige Personlighed, vi i sidste ende alle sammen skal stå til regnskab, osse hvis vi sagde "Nej Tak!" til Frelsen, da det øjeblik nåede os i livet.

 

  Fra vers 14 bliver vi beroliget en del. Vi må ikke være bange for hans skarpsindighed. Tværtimod er vi heldige at Gud Selv som en slags dørvogter, ikke overser en eneste forkert tanke, følelse, handling, der opstår og udgår fra os.

  For han er den inderlige medfølelse. Han er Kærligheden Selv. Hver gang, vi falder udenfor hans Mønster, ynkes han over os, føler med os og er med os til vi kommer vel igennem vores prøvelse.

 

  Gud håner og spotter ikke sine børn. Han bliver ikke urimeligt vred eller hævngerrig, selv om vi har meget at kæmpe med og bryder sammen nu og da.

 

  Vers 15 udtaler at vores store Ypperstepræst føler med vore svagheder. Han er selv blevet prøvet i Alt, men uden at begå en eneste synd.

 

  Tænk dig at din Konge, som er uskyldig og ren og hellig, er prøvet i meget mere end vi kunne klare, men uden dog at gøre forkert gennem prøvelse og lidelse.

  Alligevel viser han et verdensmestereksempel i medfølelse, deltagelse, at bøje sig ned til den svageste, den, der ikke kunne klare det så godt som han selv.

 

  Hvor er Jesu Personlighed og Eksempel højt hævet over alt hovmod, pral med egen vinding, konkurrencementalitet, personsanseelse, uretfærdig hån og fordømmelse, koldhjertethed og overlegenhed og diskriminering.

 

  Lad os, som i vers 14, holde fast ved vor Bekendelse af Ham!

  Det betyder Bekend dig til Ydmygheden, Tålmodigheden, Tolerancen, Rummeligheden, Storsindetheden, Beskedenheden...........

 

  Som i vers 15 Tale Frimodigt om Vores Herlige Frelsers Betingelser, så andre kan blive fuldt ud overbeviste. Ikke stå i vejen for at noget menneske, syndigere end os, langsommere, grimmere,  heldigere, mere umulig end os, træder helt ind foran Den Ufortjente Godheds Trone for at finde sit mål af ufortjent godhed i Rette Tid.

 

  Vi må altid overbevise andre om den ufortjente godhed, så ingen går og tror, de er uværdige til at bede Gud om Tilgivelse og Blive Frelst eller til at komme tilbage i folden efter at have været faldet fra en tid.

  Lad alle komme frit og gratis ind og gå selv med ind!

  For vi skal en dag stå til regnskab. Hvilket regnskab vil du så helst dømmes efter?

  Lovens til Dødsstraf,

eller Den Ufortjente Godheds til Evig Sabbathshvile???

 

  Jeg ved godt at vi to mødes foran Guds Trone engang, for du kan da heller ikke vælge forkert her, vel?

 

  I Kapitel 5 hører vi, hvad det ikke altid fremgår af enhver dommedagsprædiken:

 

  Den, der frembærer ofre for andres synder, skal være mild over for uvidende og vildfarende, fordi han også selv er behæftet med svaghed,.........

  Så føler man da ikke dette stik af dårlig samvittighed, når man vil lette sit hjerte over for præsten.

  Han er selv et menneske og Gud dømmer heller ingen, der kommer til ham med betroelser.

  Selv i den situation skal vi ikke stødes bort.

 

  Et menneske, der tager sig af andres synder er også forpligtede til at tage sine egne op til overvejelse.

Her ser vi allerede at et fuldkomment menneske er ganske ubrugelig som præst, da vedkommende af  gode grunde ikke kan have nogen erfaring og indsigt i andres svagheder og derfor heller ikke har noget materiale at arbejde med for sit eget vedkommende.

  Sådan et fuldkomment menneske findes ikke, står der  skrevet.

Men tror man, man er fejlfri, lyver man, står der et sted.

  Sådanne vildfarne mennesker bliver let farisæere, fordi når man ikke er naturligt bevidst om egen begrænsning, føler man ingen almindelig samvittighedsnag og flovhed ved at komme til at dømme andre.

 

  Mange dømmer hinanden på grund af deres egen usikkerhed og dårlige samvittighedstilstand.

  Det tyder på, man bare trænger til at bede Gud om lidt mere frimodighed og gå frem for føromtalte Trone for at blive renset, så man også frimodigt tør se sin næste i øjnene i Guds Kærlighed.

 

  I vers 4 får vi besked på ikke selv at bestalte os som præster, men blive kaldede af Gud, lige som Aron og Messias.

 

  Messias fik dette anderledes præsteskab end Aron ved Guds Kaldelse, da han sagde:"Du er Præst for Evigt På Melchizedeck`s vis."

 

  Jesus, i sin Salvede tilstand som Messias, lærte Lydighed af sine lidelser, bad Gud om at frelse ham fra døden med stærke råb, tårer, bønner og anmodninger, skønt han var Søn og Uskyldig.

  Gud hørte ham for hans Gudsfrygt.

 

  Derfor blev han gjort Fuldkommen, og fik ansvaret for Evig Frelse til dem, der adlyder ham.

 

  D.v.s. Arons kaldelse gjaldt et midlertidigt præsteskab og en midlertidig og ufuldkommen  soning af synder for jøderne.

 

  Jesus i sin Herlighedstilstand er fuldtud værdig, rustet og villig til frit at frelse os ind i Det Evige Liv, hvis bare vi adlyder ham.

 

  Hans Bud i Den Nye Pagt, der har afløst Den Gamle, som var De 10 Bud og Loven, er at Elske Hinanden, som han har elsket os.

 

  Dette udelukker nemlig alt had, diskrimination, fordømmelse og magtmisbrug, tvang og overgreb.

 

  Når denne, ydmyge mand, Jesus, beder og anråber Gud om at skåne ham fra døden, skønt han ikke fortjente døden, da han var uden synd,

hvor meget mere ydmyge må vi ikke være, over for os selv, for Gud, for vore kristne søskende og ikke mindst over for de, der endnu ikke har taget imod Evangeliet.

  .............Ingen er trængt så langt, så sikkert og så nemt ind i Det Forjættede Land end vi.

 

  De andre har banet vejen for os med deres Liv i blod, sved og tårer.

  Skulle vi slippe nemt om ved vores medmennesker?

Skulle vi give nemt op???

 

  Nej! Disse ord giver os ny mod!!!!

 

  Mælk er symbolet på de grundlæggende, kristne sandheder.

  For nye kristne.

 

  Fast Føde er Guds Retfærdighed i Praksis, hvor man er blevet skærpet ved erfaring i at skelne mellem ret og uret.

 

  Kapitel 6 starter med en af de skrappeste udtalelser, idet den minder om da Paulus i et andet brev taler om at der ikke er nogen tilgivelse for bespottelse af Helligånden.

  Ingen forklaring beroligede der os efterkommere, når vi spurgte:"Har jeg gjort mig skyldig i dette???'"

  Trøsten kom som regel fra præsten, der venligt svarede:"Så længe du spørger så oprigtigt, så har du ikke spottet Helligånden. Ellers havde din Samvittighed været stendød."

  Puha! Her får vi dog en trøst af Paulus, når vi i Tro skynder os at sluge hans ord til Hebræerne i vers 9:"Men i jeres tilfælde, I elskede, er vi overbeviste om det der er bedre og som medfører frelse, skønt vi taler således."

 

  Herefter følger helt over i Kapitel 7 en udredning om hvem Melchizedeck er og om forskellen på hans evige og Arons timelige præsteskab.

 

  Denne, mystiske Præstekonge, der åbenbart levede  i Jerusalem på Abrahams tid og kom ham i møde fra Den Hellige Stad, der dengang hed Salem, hvilket betyder "Fred", han kaldes også "Retfærdighedskonge".

  D.v.s. han regerer, som vi, evindelig ved Retfærdigheden, hvis vi kan regne med at det var den samme Retfærdighed ved Nåden, dengang som nu.

  Og det kan vi nok, fordi denne Præstekonge, allerede før den Gamle Pagt blev stiftet på Sinai, delte Nadver med Abraham: Vin og Brød.

 

  Som Symbol på Jesu Legeme og Blod, Sonemidlet ved Den Nye Pagt, der fører os over i Guds Retfærdighed ved Tro og ikke ved Loven.

 

  Dette leder os videre til hovedemnet: Troen.

 

  En størrelse, der bevæger sig elegant uden om årtusinders Lovtrældom og frem til vor egen situation i Jesu Kirke af I Dag.

 

  Den Gamle Pagt var forældet allerede for 2000 år siden.

  Noget nyt er trådt i kraft, om hvilket Gud Selv svor en Ed længe før Loven kom ind i verden.

 

  Men nu lover han et Nyt Israel, som Lever i Fred for Evigt, dels fordi Kærlighedens Love er Skrevet i Deres Sind og På Deres Hjerter, og dels fordi Gud er Barmhjertig og ikke længere husker deres synder jog uretfærdige gerninger.

 

  I vers 9 får vi et stærkt perspektiv på hvilken Kraft der er i Jesu Blod, når selv blod af dyr i årtusinder havde kunnet overbevise folket om Tilgivelse og God Samvittighed over for Gud midlertidigt.

 

  Med Jesu Blod, højt hævet over alle Himle, Udgydt Helt Ind Bag Forhænget I Den Allerhøjeste Helligdom, En Gang For Alle, ......det giver os en Evig, God Samvittighed og Renhed, når vi Tager Imod I Tro.

 

  Som der står andetsteds:

  Nu er vores synd ikke bare dækket midlertidigt,.......

den er Udslettet For Evigt!!!!

  Gud husker ikke længere vore overtrædelser. Vi kan starte på en frisk i en helt Ny og Ufejlbarlig Personlighed, med Kærlighedens Lov Skrevet i Vores Sind og På Vore Hjerter.

 

  Kap. 10: Loven og dyreofringerne var en skygge, et ufuldkomment billede af det, der skulle komme.

  Gud ønskede ikke den slags ting, men det  var nok den eneste måde, der virkelig talte til den tids forhærdede Samvittigheder,.......og sikkert også til vores, selv om vi kan synes, som datidens forfinede grækere at en Gud med en så blodig offerreligion, var for primitiv at følge for moderne mennesker.

  Ja, men dybt inden i os sidder ældgamle bevidsthedsdele, som desværre stadig ikke lader sig overbevise med andre kommunikationsmidler end kød og blod.

 

  Derfor blev Gud nødt til at ofre sin søn.

 

  En højtudviklet menneskerace, som allerede var hævet over krig og blodsudgydelser, kunne han for så vidt blot være kommet ned til i skikkelse af en und, vis mand, der lærte mennesket om  Kærligheden.

 

  Men vil man lære barbarer som os mennesker om Åndens Frugt, så starter man fra grunden, fra Modermælken:

 

  Jesu Offerdød, Opstandelse og Syndernes Forladelse ved Hans Blod.

 

  Vi må se i øjnene at sådan er vores dybeste evne til forståelse åbenbart indrettet.

  Dette var Hans Budskab til datidens og nutidens moderne, højtudviklede mennesker.

  For det viser sig at røre mange og i stand til at forvandle liv, når vi mennesker virkelig får optaget og fordøjet Evangëliet om Jesu Legeme og Blod.

 

  Mange hævder, det ikke kan bevises at Messias skulle dø for at frelse os. Han behøvede blot at lære os at leve et retskaffent liv.

 

  Dog her i vers 7 står skrevet at der står om ham i bogrullen at han skulle komme.

  Det er profeteret i de gamle, jødiske skrifter at deres Messias skulle lide og dø som et offer for deres synd, ja, for hele verdens.

 

  "For at gøre Din Vilje, Min Gud!" siger han. Og det er at han har ofret sit legeme en gang for alle, derved er vi blevet helliget.

 

  Kap. 10, vers 19-25 vil jeg bede dig læse og tænke over. Det er meget smukt.

 

  Derefter kommer igen en advarsel om ikke at miste troen eller ringeagte Jesu Blod.

  Efter at vi er kommet til fuld erkendelse og tro, er det farligt at lade noget andet tage over, såsom vores egne, gode gerninger som supplement eller erstatning for Jesu Offer.

 

  Vi skal Ind Gennem Forhænget og Tage Imod de Forudberedte Gerninger, der ligger klar til dem, der hele tiden vil være Afhængige Af Gud, Ved Jesu Tilgivelse, lige gyldigt hvad familien, kolleger, børnene, vennerne eller bagtalerne siger.

 

  Ingen af vores nærmestes vrede kan måle sig med Guds fortærende Vrede, der til sidst bliver udøst over de troende, der ikke tør svigte deres nærmeste eller deres forfølgere for offentligt med deres eget eksempel at bekende deres Tro på at Jesus har givet os verdens største gave ufortjent, en snublesten for jøder og en forargelse for grækere,

  men Frelse for enhver, som, op imod forfølgere, bagtalere og bekymrede familiemedlemmer, tør vise sin Tro.

 

  Han har dækket Bord for os foran vore fjender:

Nemlig Den Hellige Nadver. Den er os NOK!!!!

  Tør vi stå ved Ham over for alle mennesker, så tør han osse stå ved os over for sin og vores Far, Gud.

 

  Vi har ikke fået andet at bringe vores forhold til Gud i orden ved end dette.........og det er godt nok.

 

  De sidste vers er et sammendrag:

 

  "Den Retfærdige Skal Leve Af Tro!"

 

  "hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham."

 

  Så er det sagt.

 

  Men Trøsten kommer igen i det sidste vers:"Men nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live."

  Tak for din livsbekræftende Tillid, du, som har nedskrevet Hebræerbrevet.

  Ingen er sikker på identiteten. Nogle mener, det er Paulus, skønt det er en lidt anden stil, da det ikke er henvendt til hedninger, men til jøder, oplært i Loven.

 

  Kapitel 11:1. Dette skriftsted fik jeg af præsten i Langå til min konfirmation.

  Det sagde mig en masse allerede dengang, selv om jeg ikke fik noget som helst ud af konfirmandundervisningen og den påkrævede kirkegang, som skulle give adgang til at bekræfte sin barnedåb og sin kristne tro.

 

  Dette var altså den første, lille flig af dette Himmelske Forhæng, der blev trukket lidt til side for mig, så jeg lige kunne kigge ind.

 

  Og med denne ene sætning fra Bibelen har jeg senere klaret mig igennem flere års vanskeligheder, da jeg først fik udledt, hvordan jeg kunne udvide min forståelse af at tage Guds Levende Ord bogstaveligt, Fyldt med Ånd, og føre det ud i Livet ved at tænke på et Løfte, Tro det, Bekende Det som Sandheden og vente på at se det ske.

 

  Derefter følger beretningen om hvordan trosheltene havde Guds Velbehag, fordi deres gode gerninger bestod i at de Troede På Guds Løfter, gik ud efter dem i det uvisse, idet de hele tiden ¨Så Det Usynlige for sig og Talte Om Det, Som Om Det Allerede Var.

 

  Derved har vores Hellige Skrifter, Bibelen, som er en samling skrifter, der omhandler Guds Løfter, som  mennesker iårtusinder har levet i, bekendt som deres virkelighed og gået i retning af,  derved er de blevet en slags landkort for os i vor tid, der viser os, hvilken vej vi  skal følge, hvis vi vil med ind i Det Hellige Land, Guds Rige.

 

  De gamle hebræere har ikke nødvendigvis gjort sig særlig bemærket som verdensmestre i den synlige verden i tid og rum.

  Deres gode gerninger beskrives her tydeligt, gentagne gange som det at De Levede Af Tro.

  Derfor var de Guds Retfærdige.

 

  Vi ser jo til sidst, hvad deres løn for deres stærke tro var her på jorden:

  De blev tilsyneladende ikke alene af denne gode grund fremhævet af andre mennesker. De blev ikke hyldet offentligt i deres samtid, af deres land, for deres stærke tro.

  De oplevede ikke i deres liv deres livsværdier slå igennem og danne mode.

  De måtte udholde de forfærdeligste pinsler fra deres medmennesker, som ikke kunne forstå at opfatte og forvandles efter Guds Billede i Bibelens hovedpersoner.

 

 Deres omgivelser må endda have troet at de straffede og dræbte disse troshelte i en god guddoms navn, fordi de ikke var til nogen speciel nytte i deres form for samfund.

 

  Lige så står det til i dag, hvor du, som nu vil tilegne dig Troen i din hverdag, måske aldrig før har oplevet at gøre noget særligt.

  Måske er du endda så uheldig, at ingen virkelig ahr påskønnet dig for det, du faktisk er, eller blot fordi du er til, hvilket jo ellers er at stor værdi i sig selv.

  Gud har skabt os alle som selskab for Ham Selv, så....hvorfor ikke også for vores medmennesker???......

 

  Har du fundet Troen, må du tit gå alene, uanset om du før var omsværmet af folk, der holdt virkelig af dig.

  Det har været deres eget billede af dig, de holdt af. Når du tager et nyt standpunkt, de ikke kan følge, må de sige fra.

 

  Frygt ikke!  Gud er med dig og med ham alle disse trosvidner igennem historien. De var en broget skare af almindelige og ualmindelige personligheder.

  Men fælles for os alle er: Vi er elsket af Gud og vi kan næsten ikke vente med at mødes allesammen!

 

 

 

 

 

 

 

  Men Guds ord, bygget her på jorden af mennesker, der Udtaler dem i Tro, det har en Stærkere Kraft end alle runer og besværgelser. Guds ord er Evigt, Uforgængeligt og ophæver enhver modstand.