|
Maria Magdalene.
Omtrent samtidig med at Paulus, i tæt kontakt med apostlene i Jerusalem, på sine rejser stiftede de første,
kendte kristne menigheder langs Middelhavets kyst, så foregik der en mere ukendt mission, som til gengæld var nået langt op
i det nordlige Europa.
Det var denne tidlige, oprindelige form for kristent kendskab, der mødte de senere missionærer, da den katolske
kirke århundreder senere ville sprede det evangelium, vi kender, blandt de nordlige hedningefolk.
Problemet er at den kristendom, vi kender fra den europæiske historie, er íkke den oprindelige, rene lære, der
kan læses ordret og bógstaveligt ud fra enhver Bibel.
Det er en indfiltret blanding af resterne fra det katolske overherredømme, samt en gnist af den forbudte lære,
hvis diciple blev udryddet på kætterbålene.
Og sidst,....men ikke mindst!....:Den Sandhed, der, som der står skrevet, altid vil bestå, selv om alt andet forgår:
Det, Jesus egentlig såede, da han var her sidst.
For selve Sandheden lever da i bedste velgående i de europæiske, kristne kirker.
Det er derfor mennesker stadig bliver frelst og kommer til tro inden for alle kirkesamfund.
Men ofte kan Sandheden være fejet hen i et hjørne sammen med de andre fortidslevn og myter, såsom en enkelt Mariastatue
i en reformeret kirke.
Overleveringen fortæller at et skib foruden sejl blev sat i vandet ud fra Israel efter Jesus var væk.
Passagererne var Maria Magdalene, Lazarus, Martha og Maria, samt en mand ved navn Maximin og en lille pige, der
siges at være Maria Magdalenes datter og som kaldtes Sarah.
Båden strandede på den sydfranske kyst ud for Marseille.
Den lille gruppe blev optaget i den jødiske menighed på stedet, da de var af Benjamins stamme.
Men de vidnede om et nyt Evangelium, der hurtigt fængede på hele egnen.
Snart var der bygget kirker i det sydfranske til ære for denne nye tro, som disse fremmede medbragte fra deres
hjemland.
Madeleine`s, som franskmændene kaldte hende, efterkommere blev gift ind i den daværende, franske kongeslægt, fordi
de allerede havde blod i deres årer fra Benjamin stamme, idet de var indvandret fra en jødisk bosættelse i Grækenland, Arcadien.
Merovingerne, som denne kongeslægt kaldtes, blev godkendt af den senere katolske kirke som ægte efterkommere af
Benjamin stamme og af Madeleines slægt, som jo nu var kendt fra Det Nye Testamente.
Men få århundreder senere forstødte en senere pave dem og indsatte en mere lokal, fransk slægt på den franske
trone.
Snart blev en gruppe mennesker kendt i det sydfranske for at skille sig ud fra den nye, katolske lære.
De var Katharerne, "De rene", eller Albigenserne, efter den egn, hvor de var opstået, Albi, opkaldt efter den
europæiske rod for Elben, Elven, ......alfer....
Hvis der var nogen overlevende tilbage af dette Elverfolk, så er de ihvertfald gået under jorden.
Siden har man hørt om dem i den europæiske folkeovertro, hvor de rumsterer i det underjordiske side om side med nisser,
trolde og andet, som europæerne gennem generationer har fortrængt i deres kollektive ubevidste.
Her i lille Danmark har vi Elverhøj, hvor Elverkongen stadig råder og forfører ensomme omsstrejfende, der forvilder
sig for langt væk fra flokken og dens gruppementalitet.
På Djursland ligger en lille landsby, der består af bare et par huse og en lille kirke.
Maria Magdalene Kirke.
Få kilometer derfra ligger Sostrup Kloster, som er et Cisterciencerkloster.
Denne orden blev stiftet under korstogene af Bernard af Clairvau.
Samtidig sendtes et par munke til Jerusalem for at hjælpe de vejfarende.
Da de vendte hjem til Frankrig, stiftedes Tempelherrernes Orden, som blev en mægtig, magtfuld og pengestærk organisation
i datidens Europa, måske forgængeren for EU???
Deres formue blev vel efter deres udryddelse fordelt mellem Vatikanet og de zweitziske pengeinstitutter, hvor
de stadig rumsterer som elverfolk i Europas mystiske underverden.
Tempelherrernes Ridderorden var specielt kendt for deres opførelse af Europas smukke, himmelstræbende katedraler,
som f.eks. Notre Dame i Paris.
Vi har også fra samme tid, 1200-tallet, vores lokale Notre Dame på et højt punkt lige midt i Svendborg By.
På Bornholm var Tempelherrerne flittige. De byggede de karakteristiske rundkirker, som menes at have en ganske
bestemt og præcis funktion på den tid under korstogene, hvor de mange skatte, bl.a. hjemført fra Jerusalem, skulle skjules
fra profanes griskhed.
Erling Haagensen har studeret hele denne historie meget nøje og har en spændende hjemmeside om emnet.
Tempelherrerne var nok en kombineret munke-og krigerorden under den katolske kirke, men senere blev de netop udryddet
for kætteri, på samme måde som katharerne få århundreder forinden.
Katharerne beskyldtes for at fornægte Jesu Kors og altså hans Blod til Syndernes Forladelse.
Det samme var begrundelsen for hele Tempelherrerordenens opløsning.
Men desuden fik de skyld for at tilbede et kranie.
Man ved at disse riddere tilbad en slags Hjerterdame.
Dels igennem deres ophøjede kærlighed til deres udkårne derhjemme, som ventede på dem og som holdt deres mod oppe ude
i det fremmede i kampen mod de vantro.
Men som Kronen på Værket tilbad de en slags overordnet Dronning, en Modergudinde og Kærlighedsgudinde.
Som Ægypterne tilbad Isis som deres frugtbarhedsgudinde, havde Europa åbenbart fået en lokal Gudinde, der efterhånden
blev indlemmet i den kristne tro i sin allerhøjeste forædling.
Det var til hendes ære at kirkerne var bygget.
Derfor fik de navnet Notre Dame.
Det var som om Kirkens Herre var trådt lidt i baggrunden i Europa, skønt det var Ham, man stadig officielt tjente
udadtil foran masserne.
Kirkens Førstedame, dens Kronede Himmeldronning, var altså en kendsgerning, som vi jo stadig ikke kan komme udenom.
Dog var det ikke Jesu Moder, Tempelherrerne tilbad, som enhver from katolik i dag måtte tro, når de viser ærbødighed
for statuerne af Jesu moder med den lille frelser i sine arme.
Det var da den lokale apostel, der engang var kommet med Evangeliet til Marseille, og som siges at være begravet
der, for ikke, som der osse siges, at være optaget i Himlen af engle, da hun var blevet meget gammel.
"Det var da Marie!" som Grundtvig synger. Han har osse en vis forkærlighed for Madeleine ud af alle bibelske kvinder.
Ja, hvad enten det var sådan hendes Mester og "Rabbuni!", som elskede hende så højt over alle kvinder, havde bestemt
det for hende eller ej, så blev hun ikke bare helgenkåret som hundreder af andre bibelske og historiske personer gennem ´kirkehistorien.
Hun blev Dronningen.
Højt over alle de andre Mariaèr i Bibelen og selv over Jesu Moder.
Det siges at det var hende, der fik overdraget Jomfru Marias afsjælede legeme for at stede hende til hvile efter
at have taget sig af hende på hendes ældre dage.
Hun har fået meget betroet. I Maria Magdalenes Evangelium fra Dødehavsrullerne fremgår det at hun fik så meget
betroet af Mesteren Selv at de tolv undredes.
Hun havde en uoverenstemmelse med Sankt Peter, kirkens første biskop, pave, fordi han nægtede at anerkende hendes særlige
indsigt, fordi hun havde fået oplysninger om ting, som de andre ikke vidste.
Det var bl.a. en lære om de fire elementer Ild, Jord, Luft og Vand.
Nogle mener at det er Jesu specielle overlevering til hende, der er foreviget i Tarot´kortene, der under Inkvisitioner
og Kætterudryddelser overlevede i tilsyneladende ubetydelige sigøjnervogne.
I dag kan man købe dem i enhver alternativ butik.
Men Sankt Peters Kirke var i evig splid med Madeleine.
Han ville for det første ikke anerkende en kvinde som jævnbyrdig og supplerende medhjælp inden for sin kirke.
Og så var han misundelig, fordi hun aldrig stillede Jesus spørgsmål eller stod Ham imod.
Hun underlagde sig Ham altid i et og alt i fuld kristen lydighed som Kirken under sin Herre.
Måske kunne vi godt unde hende at Europas kirker er opkaldt efter hende og at utallige mænd har ophøjet hende,
ikke blot til helgen med til en kristen Gudinde.
Til Sindbilledet af Den Forædlede, Rensede Kirke, som Herren Selv glæder sig til at komme ned at hente som Sin
Brud.
Men ........har Jesus virkelig ønsket dette???
Det er jo et afgørende spørgsmål, når vi europæere skal fornye vores sind efter Guds Ord.
Skal vi så nedrive vores prægtige katedraler og for eftertiden finde andre navne til vore mødehuse, hvis de da
absolut skal hedde noget.
|
 |
At fægte med åben pande,..........
Der er en gammel, dansk fædrelandssang, som jeg synes, burde være et ideal for al kristen fremfærd over for venner
og fjender både i egne og andres rækker:
"I alle de Riger og Lande,
hvorhen jeg i verden fo`r,
jeg fægted` med åben pande
for hvad jeg for alvor tror.
En Ørn var mit Hjelmemærke,
på Brynjen stod Korsets Tegn.
På Skjold bar jeg Løverne Stærke,
i Hjerternes Milde Hegn.
Om end jeg kasted` min handske,
opslog jeg min Ridderhjelm.
De så, jeg var Holger Danske
og ingen formummen skælm.
Vil Dansken i verden fægte;
men dølger Åsyn og Navn......
Jeg ved, at hans Ånd er ej Ægte,
jeg tager ham ej i Favn.
..............................
Når vi vil offentligt bekende vor Tro over for anderledes troende,......og over
for godtroende, bedrevidende, selvretfærdige, ikke-troende og så almindelige mennesker, så må man sige at adel forpligter.
Vi er ikke Abrahams efterkommere, der påberåber os en særlig arveret på grund af biologiske rødder.
Vi er Guds Børn, født ind i den samme familie ved Tro.
Til gengæld ved den Tro der, når den sættes i bevægelse af de rette forudsætninger, flytter bjerge omkring sig.
Hvorfor skulle vi skjule os ligefrem under et godkendt, internationalt varemærke og et stempel fra nogen officielt
anerkendt organisation???
Hvem siger, det offentlige er i stand til at skønne, hvad der bør godkendes og ikke i denne forbindelse, hvor
det drejer sig om selveste Det Guddommelige?
Vi har opskrifterne og byggeplanerne i Bibelen.
Den er vores Grundlov og Godkendelse.
Vi har Tro og det i sig selv gør os ovenfra fuldt ud godkendt til at gå ud som lægprædikanter og præster, uden
om ansøgninger til kirkeministeriet og byrådet.
Blot vi, som der står i vores repræsentantoplæring, begår os mildt og respektabelt i samfundet.
Vi er, som førnævnte Holger, oppe imod fremmede, anderledes troende.
Han forsvarede kristendommen i oldtiden i udlandet over for muslimer.
De var stolte af deres tro,........men Holger var osse stolt af sin og veg ikke fra den for at tilfredsstille
dem.
Han satte endda sit liv på spil for at vinde en kamp.
Han vidste, han havde Sandheden på sin side og der var ingen grund til diskution.
Derfor turde han stå frem som den, han var, med opslået hjelm og åben pande, så de ikke tog fejl af, hvem de var
oppe imod.
Som kristne har vi ingen grund til at skjule os, ikke engang bag vores kirkes facade af indgroede, specielle ritualer
og gamle skikke.
Andre, som er nye, har måske lettere ved at få budskabet ind, hvis vi serverer det for dem, med åben pande og
opslået ridderhjelm, så de ser os som almindelige medmennesker indeni, at vi ligner dem bag masker og faste "plejer"-dogmer,
fordomme og ritualer, der er opstået ved menneskers daglige brug af Bibelen og den kristne levevis i årtusinder.
Måske kan de nye tilføre os The Missing Link, hvis vi åbner os for dem?
Det er ikke blot dem, der skal åbne os for dem.
Hvis vi er åbne over for dem, som mennesket bag kirkefacaden, så vil de måske åbne sig over for vores Gud, hvad enten
de er muslimer, buddhister eller andet.
Sådan har de fremmede sikkert mødt Holger, når de ikke kunne komme udenom at han ikke blot var en fjende, men
et medmenneske med en mission......en, der var dygtig på sit felt og værd at være gode venner med.
Derfor, som digteren skriver om ham:
Hvis vi vil gøre ham kunsten efter, så klæd os ikke ud, som om vi skulle til karneval, som formummede skælme,
for så er vi ærlig talt ikke værd at tage i favn.j
Især ikke, når vi foregiver at komme med noget så livsbekræftende og altafgørende for enhver som Evangeliet.
Det er værd at forære bort, ødselt og uovervejet, til enhver, som blot gider lytte til os et øjeblik, eller bare
tager imod en traktat, som vi i farten rækker ud på¨vej over gaden i myldretiden???
Med åben pande.......for hvad vi For Alvor Tror!!!!
Jeg skrev før at Europæerne var lykkejægere uden mål.
Men sandelig! De har taget deres søgen og deres fundne skatte seriøst.
Der er skam mænd og kvinder i Europa, som gennem historien er gået i døden for deres Tro med hele den offentlige
skik og brug imod sig.
Banebryderne til det, vi bygger vores hjemlige kontinent på i dag, har stået alene i deres samtid og ikke fået
ørenlyd, skønt vi andre tager deres ideer og tro for en selvfølge, ja, ofte drejer det sig om ting, ethvert barn i dag ved:
F.eks. den kendsgerning at jorden er rund og ikke flad.
Bibelen har aldrig påstået at jorden er flad, så hvordan et kristent samfund kunne hårdnakket vedholde det, forstår
man ikke i vore dage.
På samme måde er der lige netop nu adskillige ting, der om mange år vil vise sig at stå totalt i vejen for menneskets
frie udvikling og Evangeliets Udbredelse.
Tag for eksempel denne lære, som Paulus kaldte Judaismen, hvis tilhængere han ønskede en forfærdelig skæbne, hvis
de fortsat fremturede i deres egne ideer, nu, hvor den nye, spirende kristendom var på vej ud over Europa.
Denne Judaisme har fortsat fået gode kår og en frodig grobund her i Europa.
Vi ligefrem dyrker den, som en gartner pusler og værner om en sjælden og sart blomst.
Men Judaismen er hverken sjælden eller sart.
Læs mere på siden om Galaterbrevet. Den er hårdnakket som ukrudt og gammel som arvesynden.
Det er satans stolthed og hovmod, der har overlevet i samfundets ærgerrige, flittige og heldige individer.
Os andre, der måske var blevet de værste i flokken, hvis vi havde fået held til det, kan takke Gud for vores store
klodsethed og vore medfødte svagheder, der ikke har levnet os plads til at leve i denne synd ret længe ad gangen.
Det siges at splinten i menneskets øje, som Jesus nævner, det er almindelige overtrædelser af Loven.
Hvorimod bjælken i øjet skulle være denne judaisme, farisæerens hoveren og pralen af egen overlegenhed over for almindelige
syndige mennesker.
Denne brod har hersket i årtusinder i kirkens korstog mod anderledes troende, stakler, der bare faldt lidt uden
for flokken, hvor Jesus, kirkens Herre, tværtimod ville have foreslået endnu større omsorg og indføling.
Visse af kirkens martyrer og helgener levede og døde i dybeste fromhed og havde nået et højt stade af Guds Kærlighed,
hvilket vi kan sætte som et værdigt ideal for vores kristne udvikling, imens andre, ligefrem blev kendt og elsket i deres
eftertid, p.gr. af deres revselse af svage sjæle og for deres fordømmelse af deres modstandere.
Deres sidste ord under deres henrettelse var ofte en hån og forbandelse mod deres bødler.
..........Mon de i deres vigtigste øjeblik, hvor de skulle møde deres Skaber med deres fuldførte kamp for hvad
de for alvor troede, havde glemt, hvordan deres egentlige forbillede for deres martyrlidelser, Ham, der ikke bare døde for
sin tro, men for Troen, hvordan han så smukt rundede af, da de tog hans liv???
"Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!!!!"
Dette er Hans Eget nødråb igennem Kirkehistoriens Tid og Rum. Vi kan ikke gøre det som han, men når vore forfølgere
indhenter os og piner os og vi ikke er så gode og uovervindelige i kamp som Holger, så må vi bede Gud tilgive os for alle
de cencurerede bemærkninger, der kan undslippe os i kampens hede.
For det eneste rigtige er at Gå Ud,..........at gøre det med det, vi For Alvor Tror,.....ikke med hvad andre dikterer
os, for det er vi ikke i stand til at dø for ærligt og med åben pande, så de kan se, hvem vi er.......og at Tilgive de, der
ikke vil tro som os, for de ved ikke, hvad de gør.
Vidste de det, så var verden blevet kristen for 2000 år siden.
Men jeg tror at Europa trænger til at høre det rene, oprindelige Evangelium, som er gået i glemmebogen, som er
skjult bag hjelm og visir:
Evangeliet om Synderes Frelse.
Det Evangelium, som har stået i baggrunden af korstog, selvretfærdighed og dommedagsprædikener uden hold i det, Paulus
og Jesus har sagt.
|
