Jeg vil bede dig følge med i Bibelen, vers for vers:
Ifølge Romerbrevet, 5:19, når Paulus skriver:"de mange", så mener han ikke blot de bedste kristne i historien.
Han mener os alle sammen. Hele menneskeheden, fordi vi regner os for Adams efterkommere, og derfor ifølge vores tro også er
arvinger af det, vi kalder for arvesynden.
Da det nu engang er den, vi er døde fra ved vores
dåb til Jesus, så mener han her at de selvsamme mennesker,altså stadig os, du og jeg, er gået over fra betégnelsen "syndere"
til at være "Retfærdige", nemlig ved det ene, retfærdige menneske, Jesus, som døde i vores sted.
Det er som da Israels Folk gik over Jordanfloden og ind i Det Forjættede
Land.
I vers 21 forklarer han hvad meningen er med dette. Det fremgår her
at gennem hele historien har jo, som ingen nok er i tvivl om ved egen erfaring, døden og synden hersket, d.v.s. alle former
for uret. Dette var resultatet af den forrige foranstaltning, startet af Adams uret. Nu har Jesus sat
en definitiv stopper for denne uret ved at gå foran for en ny slægt af Retfærdige: Nemlig dem, der følger ham igennem hans
død. Vi er altså gået igennem en forvandling fra resultaterne af Adams uret og ind i et helt nyt liv, hvor resultatet af Jesu
Retfærdighed og Død ligger klar til at vi tager det i brug. Ved ufortjent godhed hersker det evige liv i os. Dette kommer
til udtryk , når vi tager vores nye Retfærdighed i brug. Nemlig den, der virker, ikke ved vore egne gerninger, men ved
det, Jesus allerede er og har gjort for os.
Kapitel 6, vers 3-4 overbeviser os om at vi er døbt til hans død.
Det lyder grusomt, hvis vi hører det med vores sædvanlige ører. Men som vi skal til at lære, er vi netop døde fra vore sædvanlige
funktioner. Vi skal til at glæde os over denne død med Jesus, for som der står skrevet, så lever vi derved med ham i hans
nue liv, nemlig som opstandne. Hemmeligheden ved denne nye Retfærdighed for syndere åbenbares ikke for ikketroende. Sandheden går først op for os, når vi ser os selv som syndere, frelst ved Nåde. Da er vi i stand til at tage denne
Retfærdighed i besiddelse og leve et nyt liv. Vi laver nemlig ikke om på os selv men går ind i en anden virkelighed, hvor
vi, de samme peroner, blot fungerer under andre naturlove end det, Paulus kalder loven, og som førte os til vores død gennem
synd og ufuldkommenhed. Et nyt liv kan kun vokse, hvor Nåden regerer som konge eller dronning i stedet
for fordømmelse og selvretfærdighed. Hvor vi tror på Guds Løfter i stedet for det, andre kalder de barske realiteter.
Vers 6-7 gør det uimodsigeligt
at vi er og bliver fri for vores gamle personlighed og vore tidligere vaner og tilbøjeligheder.
Selv om vi selv og de, der har kendt os før vi blev troende,
alt for tydeligt kan se de sædvanlige træk alt for klart, og ofte til større irritation, fordi både de
og vi selv nu forventer en klar forbedring i fremtræden, så er det kun et spøgelse.
Det er så det, vi kan sige er så uhyggeligt ved det at overgive
sit liv i Jesu hænder, at det, der blliver tilbage som dødt, spøger og laver en masse ravage i vores eget og andres liv, hvis
vi ikke er opmærksomme og vågne dag og nat og lever i bevidstheden om vores nye Retfærdighed.
Vi har fået en ny personlighed, der aldrig
kan gøre noget forkert. Hvis vi forstod at bruge den, var vi helgener.
Det, der stadig falder igennem, er et spøgelse, et levn
fra før vi blev åndeligt levende.
En præst har sagt at lige som vi før var så gode til at trælle
for synden, så vi skulle holdes i ørerne og tvinges til at opføre os ordentligt, så skulle det nu være muligt for os at blive
Retfærdighedens slaver, som ikke er til at lokke til at gøre noget galt, om andre så truer os på livet.
Men vi har nu en godhjertet Herre og ikke en
Lovens Skolemester.
Jesus er klar med Nåde og Tilgivelse når vores gamle spøgelse
dukker op dagen igennem.
Vi er døde fra det gamle liv og derfor fri fra
al tiltale for hvad denne, gamle tilværelse kan forårsage.
Præsten siger at før stod djævlen klar med sine evige
anklager, når vi havde ramt forbi målet; men nu har han slet ikke noget med den sag at gøre. Vi er ikke skyldige over for
djævlen. Vi er kun forpligtede til at fremføre vores sag over for Gud Selv.
Og over for ham står vi fremover altid som Retfærdige.
Ingen fordømmelse.
Vers
11 gentager denne død i forhold til synden. Som nævnt ovenfor er vi ligefrem korsfæstet med Jesus med hensyn til vores gamle
jeg.
Forestil dig Jesus på korset. Da han hang der, kunne han
ikke bevæge sig. Han kunne ikke engang nå jorden. Sådan hænger dit tidligere liv, hvis du har taget imod
Jesus.
Som du ser, kan du intet gøre i den fysiske verden.
Du bliver nødt til at leve i den åndelige verden, hvor du er kommet
til live og har frie hænder.
Her gælder det at du, for at bevæge dig,
skal følge Jesu Ånds ledelse.
Jeg ved af erfaring at alle andre veje er lukkede som for et spøgélse,
og man ender i blindgyder, når man forsøger at begå sig stadig væk i den fysiske verden, hvor man før havde
fremgang. Det føles faktisk som om at det nu er meget tungt og ufremkommeligt at forsøge at begå en synd, hvor imod alt er
lagt til rette, hver gang man vælger at følge den vej, åndens vind blæser.
I vers
13 understreges dette fænomen med at kalde vores jordiske redskab, vores krop, for uretfærdigheds våben, hvis vi forsøger
at trænge igennem ad de veje, som nu er lukket for os tilbage til den gamle verden og vores tidligere liv.
Hvorimod vores lemmer kaldes Retfærdigheds Våben, når vi følger Åndens nye Vej, som har åbnet sig for os.
Vers 18 gentager at vi nu skal tjene Retfærdigheden. Vi er i stand til, som sagt, at være til i Retfærdighedens Område lige
så naturligt og ubevidst, som vi før kunne udføre de værst tænkelige forseelser uden overhovedet at være klar over det, før
vi blev gjort opmærksom på det og måske straffet efter Lovens Bestemmelser.
Hvad Retfærdigheden rummer, vil blive
detaljeret beskrevet på siden "Kærlighed."
I vers 19 bliver det afsløret hvilken gave,
der følger med, når vi bærer Frugt i vores nye Retfærdighed:
Vi lever da i Hellighed. Det er kort sagt muligt, ja, ligefrem naturligt for os, der
har modtaget Helligånden, at leve i en ny, smuk og ren dimension uafbrudt forevigt.
Det tyder på at i os, som Jesus bor i ved sin Ånd, overklæder Den Nye Verden allerede
Den Gamle.
I os er Den Gamle Verden kun til som et andet
spøgelse, der hjemsøger sine vante omgivelser og ikke kan slippe de levende, et fortidslevn fra tidligere årtusinders mennesklige
kamp mod elementerne, mod torne og tidsler.
Som der står i Efeserbrevet 6, vor kamp er ikke imod kød og blov, men imod ondskabens åndemagter i himmelrummet.
Vi er fri af den gamle verdens kampe. Dem har Jesus
sat os fri fra. Men åndeverdenen, der til gengæld er sluppet løs på os som gale ulve, dem har Jesus besejret for os.
Hvad kan skræmme os, når intet kan skade os?
Den ondes kræfter er ydermere spøgelser fra før Jesu død.
I kapitel 7, vers 18 slår Paulus. denne tidligere prakt-elev, af den tids bedste skriftkloge farisæere, faktisk fast at i
ham bor intet godt.
Hvad skal vi andre sige?
Vi har måske studeret skrifterne i årevis, men vi er aldrig blevet kloge af dem og ihvertfald ikke lovlydige.
Al denne visdom er ikke
fra verdens læreanstalter, men er åbenbaret os af Guds Ånd, da vi lod ham fortolke skrifterne for os.
Det næste vers er meget alment kendt. Men vil vi indrømme det?
Vores Retfærdighed står og falder med vores afmagt over
for dette lille vers.
Ville Paulus have holdt på sin udmærkede anseelse som
en fremtrædende mand i den gamle verdens Jerusalem og Israel, så kunne han måske have klaret den tids palestinensere, terrorister
og verdenssituationen i Tid og Rum.
men gudskelov for Evighedsperspektivet gav Paulus slip på sin Egen Retfærdighed,
han, som ifølge datidens målestok lå til en sikker plads ved Guds Hjerte i Evigheden.
Men er det ikke stadig
sådan i dag at vi tror, det er de kloge, de smukke, de fejlfri, de der er rige på gode gerninger og egenskaber, der skal arve
Guds Rige?
Giver vi ikke for let slip på vores egne muligheder, men holder
krampagtigt fast på den ene skærv, vi tror vi har, som kan give os adgang til de udvalgtes kreds?
Paulus var sikker i sin
sag. Han regnede ikke længere sine egne fortrin for adgangstegn til Guds Rige.
Han gik ind på
samme betingelser som du og jeg: Tomhændet.
Derfor udløstes også Guds
Løfter over hans Nye Liv. Ligeså gælder
det for os.
I vers 25 vedkender han sig at hans gamle natur stadig ligger under for syndens lov.
Paulus har altså ikke ændret
sig til det bedre i sin gamle natur for at kunne blive apostel og for at få lov til at have sine breve overleveret i selve
Biblen gennem 2000 år.
Lige som Bibelens andre
fremtrædende skikkelser, forbliver han, skønt mange prøvelser og livets udvikling stadig et fejlbarligt menneske. Men
da han lever og ånder i sin nye tilværelse som Retfærdig, har Guds Ånd formået at nedskrive disse lærerige og Levende Ord
gennem Paulus.
En nøgle hertil er,
som han skriver, "sindet".
Han har fornyet
sit sind efter Guds Lov og ladet sine mentale evner fylde med og underordne Guds Ord. Derfor er Guds Retfærdighed brudt igennem
i ham så Guds Løfter kunne bære Frugt og blive Til Virkelighed gennem hans Tjeneste.
Han
var Retfærdighedens Træl, og det kan vi andre stadig høste og nyde frugterne af.
Kapitel
8:1-2 er en sand velsignelse at høre. Det er som al fordømmelse og menneskers forgribelser mod os pludsellig på et sekund
preller af på os.
Første gang jeg fik
læst disse vers op, var i Pinsekirken en solfyldt formiddag. Men det var som om Paradiset var udenfor´,
da jeg åbnede yderdøren for igen at gå ud i solen.
Du er fri!!!!
I vers 7 ser vi igen at det ender i en bllindgyde overhovedet at forsøge at kæmpe sig vej tilbage til sit gamle liv, med hvad
det indebar af Tanker, Følelser og Handlinger.
Fylder du sindet med gamle minder på godt og ondt, kan du måske genkalde dig gamle stemninger og det bliver
som levende igen. Du kan leve i det en tid: men så vil Gud sørge for at du falder ind i dit nye, rene liv igen.
Du må fylde
dit sind med alt det, der hører dit nye, åndelige liv til: Guds Ord direkte fra Bibelen vil så frø, der skaber nye stemningsbilleder
af en anden og uforgængelig verden.
Se også siden "Forny dit Sind!".
En dag vil Dit Fornyede Sind Bære Frugt i
Dit Nye Liv, så andre vil se, hvor du hører hjemme. Måske vil de forlade dig. *Dem om det.
Men måske vil de, fordi de ser noget nyt og ukendt er
en naturlig del af dig og ikke noget påtaget og hyklerisk, blive nysgerrige og følge dig for at se, hvor du har det fra.
Da er du heldig at kunne vidne for andre, uden at skulle skære dig
igennem som i en uopdyrket jungle.
I vers 8 kan vi se at de, der ikke kender Guds Ord eller har mødt Guds Ånd, de kan ikke
behage Gud. Derfor kan de heller ikke behage dig. Det kan ikke forventes af andre at de ved hvad medfølelse er for eksempel.
Selv om mange taler meget om næstekærlighed og medfølelse, bliver
man skuffet, hvis man forudsætter at de tænker på det samme begreb som nævnes i Bibelen. Disse egenskaber ligger ikke naturligt
i vores mennesklige natur og kan kun aktiveres af Guds Ånd, når vi i Tro modtager Ham, efter at have valgt alt det gamle fra.
I vers10 gentages den kendsgerning at vi ikke skal forvente Guds Retfærdighed gennem
mennesker, der påstår at de har forbedret deres gamle natur ved Jesu Kraft.
Guds Retfærdighed virker igennem mennesker, der har ladet
deres egen uforbedrede natur bag sig for at iklæde sig en helt ny og færdig natur, der kaldes Guds Rerfærdighed.
Altså de, der siger, de er døde i deres skrøbelige, gamle
natur, men er levende i det ny.
Jesus siger at man ikke fylder Ny Vin på gamle vinsække.
Derfor vover han heller ikke at fylde sin Ånd på vor gamle natur. Han har givet os en ny natur, der kan rumme alle vore
nye egenskaber uden at sprænges.
Vers 13-15 vedholder den erfaring at når vi går ad de veje, der er afgået ved døden,
medfører det død, f.eks. at vi ikke opnår noget ved det, slet og ret.
Men afviser vi de gamle veje, så leder Gud os ad nye og bedre stier.
Læs Salme 23! Den findes for tiden på siden "Kadosh".
I vers 19 hører vi om den nye slægt
af mennesker, som lever midt imellem den gamle slægt, men pludselig vil de blive åbenbaret som det,verden hele tiden har ventet
på med længsel, som jøderne stadig venter på Messias.
Når der
står sønner, nævnes der andetsteds, er der ingen forskel på mænd og kvinder i den nye tilstand.
Vi er altså alle en slægt af
Gudssønner, Guds Børn. Vi føler en indre tilskyndelse til at juble:"Abba! Fader!"
Vers 29 beskriver, hvordan vi tager os ud i vores
nye væsen. Bliver du ikke forbavset? Vi er blevet født påny som skabte i Guds Søns Billede.
Som nævnt i vers 17 har
vi den glæde og store ære at være medarvinger med Jesus. Det vil sige at alt, hvad der er hans er også vores og at vi kan
hæve frit af familieformuen på hans kontokort.
Læs nu din Bibel igen og læg for alvor mærke til
alt, hvad Gud har lovet sit Folk, sine Retfærdige,...........alle de egenskaber, der kendetegner de Troende, de, der har Kærlighed,........Åndens
Frugt,............
Kære ven! Alt dette er osse dit.
Tillykke!!!!
Da må du også lige læse Romerbrevet 11, vers 17-20 og sende en kærlig tanke til dine søskende og medarvinger, det jødiske
folk, ikke mindst dem, der nu har bygget deres nye hjem i Israel.
Det kan godt være de ikke er troende og at
de begår vold.
Men vi husker, hvad vi selv er kommet fra. Ikke blot gik vi selv ad blindgyder, men vi
har faktisk selv indtaget et land, som var tilegnet et andet folk.
Vi er gået ind i Det Forjættede Land, et usynligt
sted, som Gud har lovet jøderne, men fordi de ikke endnu har fundet det, så fik vi lov at sidde med til bords.
Måske sidder jeg netop på den tomme
plads, der var tilegnet en af de jødiske soldater, der valgte at beskyde Jesu Fødselskirke i Betlehem i stedet?
Jeg vil ikke fordømme ham. For han blev Gudløs en stund,
fordi Gud ville at jeg også skulle med.
Han elsker os alle. Derfor.
