"En Tro, E`n Dåb, ......."

 

  "Hør, Israel! Herren Din Gud er Een Gud."

 

  "Gud er den samme i går, i dag, i morgen, ja, til evig tid."

 

  Det er bemærkelsesværdigt at netop kristendommen har fået så mange forskellige afskygninger på bare et par tusind år.

 

  Mon ikke det er et godt tegn på mangfoldigheden af personligheder, der tager imod vores tro og udfolder den efter det mønster, hver især er blevet givet?

 

  Meget godt!......men hver gang en nyinteresseret træder indenfor i en af vores kirker, melder spørgsmålet sig om Troværdighed.

 

  For når de alle sammen gør krav på at være en kristen menighed, nogen hævder endda med overbevisning at være den eneste sande,........så forstår vi godt at en nyinteresseret bliver forvirret.

 

  Lad mig vende mine egne glæder og sorger til noget godt ved her på denne side at give en karakteristik af hver enkelt hjørne af kristenheden, hvor jeg selv som søgende har trådt mine første skridt, gjort mine første iagttagelser og fået afkræftet nogen fordomme,.......erfaret nogen nye.

 

  Tør du følge mig på en sightseeing ind i denne brogede fårefold der vover at kalde sig Den Kristne Kirke???

 

 

  For at bevare en form for  overblik vil jeg starte med den første form for kristendom, jeg blev præsenteret for.

 

  Da det ikke er kristent at hænge andre ud, især ikke nogen, der har såret en, gør jeg opmærksom på at der hvorsomhelst i mine beskrivelser kan forekomme, snarere positiv omtale end advarsler.

  Dette er ikke nødvendigvis min anbefaling af pågældende kirke og dermed en opfordring til at jeg ville ønske for dig at du udsatte dig selv for de samme oplevelser, som jeg har haft.

  Men jeg håber, du selv må finde velsignelse, hvorend du vælger dit åndelige hjem.

 

  At mine beskrivelser må tale for sig selv, så du måske bliver forskånet for meget af det, jeg i min mangel på erfaring, har brugt år og kræfter på at finde ud af.

 

  Jeg blev døbt i Folkekirken, Hesselager Kirke, da jeg var halvanden måned gammel.

 

  Derefter gik der syv år, inden jeg fik den første oplæring i den kristne tro.

  I skolen i første klasse læste lærerinden små historier op for os fra en bibelhistoriebog med billeder i.

 

  Vi hørte om alle personerne fra Det Gamle Testamente.

Desuden skulle vi lære salmevers udenad.

 

  Endelig hørte vi historierne om Jesus.

Jeg husker især en af dem, der ikke står i vores Bibel. Nemlig den, efter en gammel overlevering genfortalt af Selma Lagerlöff, om Jesus, der som lille dreng laver fugle af ler og gør dem levende, så de flyver.

 

  Først da vi gik til præst og skulle konfirmeres, fik vi første gang den rigtige Bibel i hænderne.

 

  Den Danske Folkekirke har forskellige retninger, hvoraf den, jeg tilhørte i mange år, nok er den, de fleste er medlem af, uden at søge nærmere bekendtskab med, hvad den består af.

 

  Præster har hver især en personlig udlægning af troen, der gør deres prædiken meget forskellig fra sted til sted.

 

  Dog er denne kirke underlagt bestemte regler, der er fælles for hele landet.

 

  Inden for Folkekirken kan man søge dybere ind i den grundlæggende lære og den kristne livsførelse gennem Indre Mission.

  Denne forening har størst tilslutning i den vestlige del af landet, hvor man har studeret Bibelen grundigt i de sidste 100 år ikke mindst imellem jævne, ulærde mennesker.

 

  Du kan finde al information på hjemmesiden www.jesusnet.dk

 

  Min personlige, bedste oplevelse med Indre Mission er den særlige, danske hygge.

 

  Jeg husker ikke mindst kaffebordene og æblekagen fra de første hjemmemøder, jeg var med til.

  Man føler sig som medlem af en stor, lokal familie, hvor der råder en hjertelig atmosfære, en dyb og kærlig deltagelse og opmærksomhed over for hinanden og over for nye.

 

  De gamle fordomme om alvorlige mennesker med sort tøj er halvvejs troværdige stadigvæk:

  Disse mennesker er kendetegnet af en sund og naturlig, go`, gammeldags alvor, som de møder tilværelsen med,......men de går bestemt ikke alle i sort tøj!!!!

 

  De har deres egen salmebog, "Evangelietoner", som er fyldt, foruden med de kendte salmer fra kirken, desuden også med de gamle danske oversættelser af de friske og stærke vækkelsessalmer fra det forrige århundredes store opblomstring af troen i Europa.

 

  De kendetegnes ved at de fokuserer på at vi er syndere.

Vi har brug for Frelse ved Jesu Blod.

Hele livet igennem er vi nødt til at holde os til vores Frelses Udgangspunkt: Jesu Kors, Golgatha, stedet, hvor alle syndere samles for at bede om Forladelse.

 

  Der er en stærk Frihedsånd, når der bliver bedt og sunget. Man kan næsten føle pustet af hundrede års løsrivelse fra Dødens Brod på sådan en hverdagsaften til et Indremissionsk møde.

 

  Følelsen af at vi behøver ikke skjule vores synd. Den skal lægges over til Jesus. Vi skal sættes fri fra denne byrde. Det virker meget dragende i disse forsamlinger.

Man kan simpelthen ikke gå hjem alene derfra med sine gamle åg på sig. Man går befriet hjem med Jesus som følgesvend.

 

 

  Da jeg var 10-12 år mødte mine to større brødre to søstre, hvis familie var med i Frelsens Hær.

 

  Ret hurtigt, husker jeg, fulgtes mine forældre og jeg med mine brødre, deres kærester og deres familie til Frelsermøde hver søndag aften.

 

  Dette stod på igennem et par år.

 

  Jeg var især betaget af musikken. Når mine brødres nye svigerfamilie med forældre og 7 børn i alle aldre troppede op på podiet i uniformer sammen med resten af orkestret, var det en rørende oplevelse.

 

  Gitarer, trompeter flerstemmig sang og mine svigerinders tambouriner med de kulørte bånd, der dansede i luften, når de slog dem an........sådan oplevede jeg første gang stemningen i sange som "Perleporten", "Når basunens toner lyder!".........

 

  Mange år senere opsøgte jeg igen Frelsens Hær.

Især beundrer jeg deres store, ihærdige arbejde blandt hjemløse, syge, ensomme.

  Deres uddeling af mad, tøj og andre materielle fornødenheder til folk, som ellers ikke havde noget netværk til at hjælpe dem i livet.

 

  Deres militærimage gør at diciplinen er skærpet yderligere for det enkelte medlem, end i mange andre kirker.

  Når man ofte ses i uniform, repræsenterende et verdensomspændende foretagende, så indretter man sit privatliv derefter, så ens rygte forbliver rent og uplettet efter man er gået ind for sagen, skønt man ofte har forladt en håbløs fortid.

 

  Det er tydeligt at soldater i Frelsens Hær har brudt totalt med enhver dårlig fortid.

 

  Derimod bliver alle interesserede hjerteligt modtaget til enhver tid lige som de er, når de kommer ind fra gaden, ja, på ethvert tidspunkt af døgnet, da det lader til at en leder gerne står til rådighed i sit område med hele sit liv og overskud, skønt der er familie, der også skal passes.

 

  Deres motto er:"Blod og Ild".

 

  De er virkelig fyldt med en særlig kraft til at tjene deres dårligere stillede medmennesker.

 

 Derved tror de på at de tjener deres Herre, Jesus, og viser taknemmelighed for deres egen redning ud af håbløsheden.

 

  Hos min far og mor kom en mand på besøg af og til.

De fik tit besøg af landarbejdere, de havde haft som kolleger på en af de herregårde, hvor de havde arbejdet.

  Denne var en af dem. Han boede i nærheden og var med i den lokale menighed af Jehovas Vidner.

 

  Derfor havde han altid de sidste nye eksemplarer med af deres to tidsskrifter, "Vågn op!" og "Vagttårnet".

 

  Mine forældre var meget gæstfri og modtog alle slags mennesker. De takkede altid manden venligt for de to blade, hvorpå de ret hurtigt endte i skraldespanden, når han var gået.

 

  Det var der, jeg altid fiskede dem op, læste dem og gemte dem imellem mine andre hæfter.

 

  Det, jeg læste, sagde mig et eller andet.

Der var noget visdom i deres måde at se verden på.

Jeg var klar over at det drejede sig om den samme bibelhistorie, som vi lærte om i skolen, men i disse blade lærte jeg, hvordan nogle mennesker brugte principperne fra Biblen i praksis i deres hverdag.

 

  Meget senere, på det tidspunkt hvor min forlovede og jeg havde været fra hinanden i et halvt år og var fundet sammen igen, bankede Jehovas Vidner på døren.

  Et halvt år tidligere havde han modtaget en af deres bøger i vores gadedør.

  Vi havde begge læst den og var vældig glade for stoffet.

  Nu fik vi for første gang en samtale med disse mennesker.

  De gjorde os opmærksomme på at vi ikke havde ret til at leve sammen, når vi endnu ikke var gift.

  Vi havde troet, det var en gammel folkeovertro, der var forsvundet i vores moderne tidsalder; men nu påviste disse to damer ud fra Biblen at det var imod Guds Vilje.

  Dette fik os til at bakke lidt ud, for der havde nok været mange andre ting, de kunne have lært os, før vi var klar til at sluge sådan en kamel. Vi havde boet sammen i flere år.

  Men min forlovede, der var meget åben over for det, der er større og smukkere, end vi mennesker umiddelbart fatter, han mente at jeg skulle have en chance for med tiden at vælge frit, om jeg ville være Jehovas Vidne, så han tegnede et abonnement til mig på deres to blade.

  Derved modtog jeg bladet jævnligt gennem adskillige år, skønt vi kom fra hinanden ret efter.

 

  Da jeg blev alene, fortsatte damerne med at besøge mig.

Jeg flyttede og fik nogle nye kontaktpersoner.

  Det er dem, der holder ved nu efter 15 år.

  Vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner, uenigheder.......dog ikke i ondskab, for disse mennesker modtager ikke vrede, og de afviser ikke vrede.

  De optræder imødekommende over for spørgsmål af enhver art og stopper derved følelsen af afvisning og nedladenhed. Dette kan ikke bestå i en atmosfære af interesse og indfølende lytten.

  Nu må jeg gøre opmærksom på at disse mennesker gør meget ud af at gøre andre interesserede i deres budskab, få os til at gå ind for det med liv og sjæl, lige som de selv gør.

  Ellers kommer man nemlig ikke indenfor.

  Man kan modtage undervisning i årevis, ja, så længe man vil, komme til deres ugentlige møder og modtage deres litteratur.

 

  Men der er den sikkerhedsventil at man skal vise sig i stand til at leve efter deres forskrifter og gøre det helhjertet, før man bliver optaget.

  Derfor er det så tragisk, når et af deres medlemmer bliver udstødt.

  Fordi man må formode at de selv vidste, hvad de gjorde, da de gik ind i menigheden.

  Og på den anden side: Menigheden tog ansvaret for at optage en ny broder eller søster med deres eget liv som indsats.

  For hos Jehovas Vidner er man indstillet på, som Jesus siger, at vise den største Kærlighed, nemlig at sætte livet til for sine søskende.

 

  Man bruger altså kræfter på de, der helhjertet er gået ind og så på dem, der formodes at være egnede.

 

  Man er fritaget for denne spildte "næstekærlighed", der ses visse steder, hvor man tvinges til at bruge al kraft på mennesker, der tydeligt kritiserer for at fange en i en fælde, som farisæerne gjorde med Jesus.

 

  Jeg vil sige at med hensyn til Jehovas Vidner får man stor glæde af at følge med i deres undervisning, dels gennem litteraturen, hvis man er interesseret i bibelstudier og vil sammenligne deres lære i dybden med andre kirkers.

  Hvis man har mod og er stærk, kan man overvære møderne og møde en masse venlige mennesker.

  Her er der ingen, der stirrer mærkeligt, skønt man ikke har været til stede i lang tid,...hvis man altså ikke er en af dem,.......her bliver der ikke påtalt, skønt alle ved at man lige har begået en stor fejl.

  Her håber og tror man på at alle kan komme på ret køl igen,......hvis de selv vil,......hvad enten man er en af deres egne udstødte, der overværer møderne på nederste række og får megen opbakning og trøst af de ældste.(lederne.)

  Eller man er en udenforstående, der efter deres skøn endnu ikke er en ægte kristen, og derfor ikke kan stilles til fuldt ansvar og modtage menighedens tugt for sine handlinger.

 

  Man kan komme der længe, hvis man kan modstå den trang til at gå ind for det, når man ikke er klar, samt hvis man kan udholde bevidstheden om at her er man ikke regnet for en ligesindet søskende, men en ikke-troende.

 

  Det kræver lidt ydmyghed ikke at blive Jehovas Vidne.

Men det kræver så meget større ydmyghed at blive det.

 

  Jehovas Vidner læser Bibelen således at man ikke kan blive frelst uden gerninger.

 

  Man modtager sin tilgivelse frit, men man får ikke evigt liv til sidst og man kan ikke blive optaget og forblive i menigheden, hvis man ikke totalt aflægger visse ting.

 

  Nogle af disse krav for at forblive i menigheden svarer til de bibelske minimumskrav, mens andre er svære at finde belæg for i De Hellige Skrifter.

 

  Dog er det tydeligt for enhver, hvilke sundheds- og livsfarer Jehovas Vidner har forskånet sig for ved blankt at afslå f.eks. blodtransfusioner og rygning.

 

  Spørgsmålet med at leve sammen før ægteskabet, hvilket også gælder i andre frikirker, vil man også give dem ret i er ægte Visdom, hvis man  har gennemlevet personlig tragedie p.gr.a. at man har levet som ægtefolk, dels uden at være gift og mest af alt: Uden at være Ægte Kristne af Tro.

 

  Hvis man ikke er indstillet på gensidigt at leve sammen i den kristne mildhed, så vil jeg sige at så er det ikke et Ægteskab, hvad enten man er Lovformeligt viet eller ej!!!!

 

  Ligeledes er der ikke tale om en kristen menighed i Jesu forstand, hvis man ikke omgås i indbyrdes kærlighed, hvad enten man er døbt, 2.generations-kristen eller hvad.

 

  Derfor omtalte Jesus menighedstugten. Jehovas Vidner er de eneste, der praktiserer den.

 

  Man hører om andre kirker, der fryser deres medlemmer ud, når de har gjort en forseelse, eller blot hvis man ikke personligt bryder sig om dem.

  Men dette er ikke kristent.

  Man hører endda at nye søgende bliver afvist og udstødt, før de er kommet rigtigt til tro.

 

  Det er ubibelsk.

 

  Jehovas Vidner støder ikke udenforstående bort, da de skal have lov til at tilegne sig Sandheden, før de kan praktisere den.

  De udstøder ikke deres egne uden efter grundige forespørgsler at have sikret sig at vedkommende virkelig ønsker at falde uden for flokken.

 

  Så der er man ikke udenfor, hvis man ikke selv har hørt noget om det.

  Med andre ord: Er man ikke velset og elsket af Jehovas Vidner, så er man nok nogenlunde den første, der hører om det.

 

  Det er da tryghed. For vi kan jo alle sammen begå en fejl, osse med vilje.

  Og som regel fortryder man og vil gøre alt for at bringe sagen i orden.

 

  Her er et trygt bagland, men det kræver sin mand og kvinde at være med.

 

  Samtidig må man vælge at afstå fuldt og helt fra sin personlige overbevisning, hvis denne ikke svarer til læren, man modtager, og underlægge sig enhver påstand, der står skrevet i deres publikationer som fortolkning af Biblen.

  Jævnligt indløber der nyt lys over Guds Ord så vidnerne kan revidere deres indlærte Sandhed.

 

  Vi mennesker erkender stykvis. I samme øjeblik kan vi andre da nærme os Jehovas Vidner, når menneskers hjerter med tiden forener sig mere og mere med Guds Egen Lov.............

 

  Vi har jo alle den samme Skaber.

 

 

 

  Da jeg på et tidspunkt var flyttet og endnu ikke havde fundet lokale Jehovas Vidner, blev jeg præsenteret for Pinsevennerne.

 

  Ved et sådant møde virker tit tegn og underlige gerninger.

  I mit tilfælde havde jeg et par måneder udskudt mit første besøg i den lokale Pinsekirke.

  Men en uhyggelig oplevelse gav mig et praj om at det ikke lod sig udsætte et sekund længere, og at jeg endda var på rette vej i mit liv.

 

  Det var, hvad man kalder et vink med en vognstang.

 

  Jeg havde været til samtale med den lokale jobvejleder.

Hun havde forøvrigt tilbudt mig at starte på byens lærerseminarium.

 

  Jeg kom ud fra kontoret, glad og fredfyldt efter et løfte om en sikker fremtid.

 

  Huset, hvor den offentlige jobformidling holdt til, var under ombygning.

  Jeg gik i mine egne tanker, stoppede op for at se, hvad klokken var,........

 

  Et sekund efter snappede jeg efter vejret og blev revet brat ud af mine fremtidsplaner:

  Jeg stod nemlig som naglet til stedet og kiggede et par meter ned under mig fra en afsats, der endnu ikke var blevet afskærmet med et gelænder.

 

  Hvis jeg ikke havde fulgt min vane med hele tiden at kigge på klokken, var jeg måske drattet ned på underetagen............

 

  Rystet gik jeg ud i sommervarmen, satte mig ved den nærmeste kiosk med en sval sodavand.

  Idet jeg læste i et ugeblad, jeg lige havde købt for at aflede tankerne, kørte skolebussen forbi.

  Jeg huskede på min invitation fra buschaufføren om at besøge hans kirke, Pinsekirken.

  Da slog jeg op i ugebladet på en artikel om en, der havde fået en utvetydig henvendelse fra den åndelige side om at opsøge pinsekirken for at redde sit liv.

 

  Da var jeg ikke i tvivl om, hvor jeg burde gå hen og det så hurtigt som muligt, inden jeg kom til at stå ansigt til ansigt med flere afgrunde på min vej.

 

  Jeg oplevede senere flere underlige afspærringer, der lige som gik ned for næsen af mig og forsøgte at forhindre mig i at opsøge pinsekirken.

 

  Det skulle vise sig at føre mig nærmere åndelige dimensioner, end jeg før havde været.

 

  Som navnet siger, bygger pinsekirken på den pinseånd, som blev udgydt over Jesu diciple på pinsedagen, da de var forsamlede i Jerusalem.

 

  Det var denne Ånd, der skulle holde kirken samlet gennem tid og rum og sende enhver salvet med Frimodighed Ud Med Evangeliet I Jesu Opstandelseskraft.

 

  Nu var jeg milevidt fra al teologi, døde ord, formodninger,........

 

  Da de havde lagt hænderne på mig og bedt til frelse med mig, fandt jeg min farmors gamle bibel fra 1890èrne med gothisk skrift og begyndte at gengive den vers for vers, startende med Apostlenes Gerninger, et område i Biblen, jeg aldrig før havde åbnet og læst.

 

  Nye døre åbnede sig, andre blev lukket, for nye problemer opstod så snart gamle blev løst.

 

  Er det tydeligt at her er noget anderledes?

 

  Det karakteristiske ved Pinsekirken er helt klart Ånden.

Den kan nemlig ikke beskrives. Den skal opleves!!!!

Alle trosspørgsmål kan afklares ved at læse Biblen i Tro, som masser af mennesker har gjort gennem tiden.

 

  Men når Pinseånden strømmer igennem en forsamling som et friskt pust fra en Højere Verden, så fyldes man med en sikkerhed, overbevisning om Guds Ord, Sandheden, og en Renhed, der overgår al forstand.

  Ens Sind bliver med et blottet for negative og forkerte tanker og alle ødelæggende følelser og al smerte er så langt fra en som Østen er fra Vesten.

 

  Aldrig før havde jeg følt mig I Himlen Foran Guds Trone. Men det er den sikre fornemmelse, jeg vil beskrive alle mine besøg i Pinsekirken en søndag formiddag med.

  Når Lovsangen startede, fyldte Ånden rummet i samme nu.

  Man bliver ligesom fyldt op, så man strømmer over af Alt Godt.

 

  Jeg kunne gå syngende, bedende og jublende derfra. Denne stemning kunne vare i dagevis, hvor jeg oplevede hele min personlighed som gennemgribende forvandlet.

  Jeg ønskede så brændende at leve i dette konstant, at kunne blive i kirken sammen med alle de andre og bare bede og synge forevigt. Hvilket også er meningen engang.

      Dette er bare begyndelsen.

 

  Desværre lod dette sig ikke gøre. Jeg måtte holde mig i gang med båndoptagelser, lovsangsmusik og kristne bøger, samt deltage i aktiviteterne i kirken ugen igennem.

  Desuden besøgte jeg flittigt deres lille, hyggelige bogcafe, hvor jeg har fået mangen snak i baglokalet med ekspeditricen.

 

  Jeg kom jævnligt på kontoret om formiddagen og var med i middagsbønnen, blot for at lade mig fylde påny med denne ånd fuld af nyt liv.

 

  Da skete der det at til et møde i Odense i en anden kirke, hvor Billy Graham skulle tale direkte fra USA til hele Europa på storskærme, (Odense var det eneste sted på Fyn,) da blev jeg selv fyldt med Ånden, så det var som om Jesus flyttede ind i mig for at blive, så jeg ikke hele tiden var afhængig af andre kristnes tilstedeværelse for at blive "fyldt op".

 

  Vi blev opfordret til at komme frem til forbøn.

Jeg vidste at jeg ville få flere chancer, følte ikke at mine ben ville bære mig.

  Men jeg bad:"Jesus! Hvis du ønsker, jeg skal gå frem i aften, så overtag du mine ben og gå selv derop!"

 

  Da rejste jeg mig og gik frem foran storskærmen, hvor jeg fulgte Grahams bøn..

 

  Så stod vi lidt i stilhed i halvmørket. Jeg vidste at jeg alligevel havde overgivet mig mere, end jeg havde forudset for denne aften.

 

  Da, pludselig, kommer en vældig kraft over mig, som en stærk, elektrisk strøm.

  Det var ikke ubehageligt, men jeg følte mig overtaget.

 

  Det var som himmel og jord stod i et inden i mig.

Som om elementerne blev revet op med rode og pisket sammen til en højere enhed. Jordskælv, Orkan, Stormflod og Kæmpebrand samtidig i min personlighed.

 

  Derefter rystede jeg og græd af rørelse, som om alle mine grænser og fæstningsværker var brudt og Guds Ånd bare strømmede frit igennem mig i et kredsløb.

 

  På vejen ned til bussen sang jeg lovsange og delte traktater ud.

 

  På Odense Banegård mødte jeg en vagabond, der gav mig det vise råd at når jeg nu skulle ud og vidne med min tro, så måtte jeg tage hensyn til andres tro og til de, der ikke ønskede en tro.

"Glem ikke at have Kærligheden med i alt, hvad du gør!"smilede han,"For det er det bedste tegn for andre på at du nu er blevet en kristen."

 

  Jeg tror, den mand var en af de engle, folk møder under vigtige begivenheder og vendepunkter i deres liv.